Portrætmalerier og malerier med mennesker

Malerier af mennesker

Jeg nyder at male mennesker – og tænker at selv i vores mere og mere digitale hverdag, kan man sige: It´s all about people. Vi skal have medmenneskelighed, vi skal have relationer, og vi skal se andre som hele mennesker. Det er nogle af de tanker, der ligger både bag mine portrætter og mine malerier af mennesker i forskellige situationer.

Mange timer croquis som baggrund for malerierne af mennesker

Croquis er en flere hundrede år gammel tegneteknik, hvor man tegner hurtige skitser efter nøgne modeller. Den korte tid mellem hver tegning betyder, at man som kunstner må fokusere på det centrale i den stilling, modellen har valgt eller er sat i. Der er ikke tid til detaljer – det er positionen, kroppen, udtrykket, bevægelsen, der er centralt. Jeg synes, det er dybt fascinerende og sjovt.

Jeg har fra starten af min karriere malet meget croquis – og har nydt at male hurtige skitser af mennesker i bevægelser. Jeg tror, at dette stadig kan ses i mine malerier. Jeg er således fortrolig med at male kroppe, men jeg giver det ofte et twist. Det skal ikke være for genkendeligt – for der er så meget under overfladen, som vi ikke kender til. Det er dette jeg prøver at vise ved at gøre figurerne lidt utydelige eller flydende i formerne. Leonardo Da Vinci ville sige, at det er sådan, det ser ud, for der er ingen faste konturer – og han opfordrer kunstnere til at male former frem ved hjælpe af skygger og lys på kroppen. Jeg gør det ved hjælp af farver – farver er mit værktøj til at beskrive følelser, bevægelser og stemninger.

Kvinde i det grønne - akryl på lærred

Portrætter fortæller noget om personen bag portrættet

Jeg har også arbejdet meget med portrætter – og malet rigtig mange selvportrætter – og lavet collager af hele min familie. Tidligt i min karriere lavede jeg det i stof – og fik skygger og udtryk frem gennem små farvede stykker stof eller syninger. Jeg tror, at man stadig i dag kan se denne collageagtige måde at sammensætte portrætter på. Det er faktisk små antydninger i vores ansigter, der fortæller noget om os – og vi mennesker er eksperter i at aflæse hinandens ansigter – og fornemme, hvordan den anden person har det.

På Facebook har jeg skrevet om kvinden i toget. En kvinde, jeg sad overfor en dag i togen - og som var meget udtryksfuld. Jeg tog hende med hjem i tankerne og malede hende.

Portræt af kvinxde i toget

Kunst kan nedbryde afstanden mellem mennesker

Både når jeg maler portrætter og mennesker prøver jeg selv at indtage stillingen eller ansigtsudtrykket indimellem mine penselstrøg – det betyder, at jeg kommer nærmere den eller de personer, jeg maler. Jeg bliver helt opslugt af processen og mit farvevalg bliver intuitivt. Måske er det også derfor, at mange af mine malerier er af kvinder, netop fordi jeg i processen genkender noget af mig selv. Jeg tror, at netop denne forståelse for andre er med til at vi bedre forstår hinanden – og på denne måde får lettere ved at mødes og tale sammen. Jeg mener, at kunst på den måde kan nedbryde afstande og give større forståelse af andre menneskers holdninger og sindstilstande – og det er en af grundende til, at jeg mener, det er vigtigt at male malerier af mennesker og eller portrætter.

Hvad er et portræt?

Portrætterne kan få dig til at tænke over, hvem personerne er eller hvem de var. Hvad tænkte de?

I et portræt er det personens ansigt, der er det vigtigste. Det er kunstnerens valg, hvilke kendetegn ved personen hun vil trække frem og hvilke omgivelser de sætter personen i. Et portræt er således en kunstnerisk fremstilling af et individ, som er genkendeligt gennem de skildrede personlige træk.

Historien bag portrætmaleriet

I dag tager vi ofte på få sekunder et portræt med telefonen, men i gamle dage, var det kun kongen og meget rige personer, som fik portrætteret sig selv. Det tog flere måneder – nogle gange år - at male et portræt. Leonardo Da Vinci menes fx at have arbejdet på Mona Lisa fra 1503 til 1517 – altså i alt 14 år.

I oldtidens Egypten blev portrættet anvendt til at give afdøde personer evighed fx på de egyptiske mumieportrætter. Her blev herskeren idealiseret for at illustrere en guddommelig status. Denne tradition blev videreført af de romerske kejsere og også grækerne portrætterede bl.a. digtere og filosoffer.

Senere bestilte man ofte et portræt, når en prins eller prinsesse skulle giftes. Det blev sendt af sted, for at vise tilbejlede, hvordan personen så ud. Det vigtigste var dog ikke ligheden, men hvor rig og magtfuld personen var – fx med guldkrone, smykker elle en stor hermelinskåbe. I renæssancen med dens øgede fokus på individet fik portrættet en ny betydning. Her begyndte man at skildre personligheden og face- og halvprofilportrættet blev den foretrukne form.

Her må Leonardo Da Vinci fremhæves som en vigtig fortaler for, at portrættet ikke blot var statisk men fortalte en historie, og ofte skildrede han personen i bevægelse. Han argumenterede kraftig for, at kunstneren skulle kende til de anatomiske kendsgerninger så som kraniet, musklerne og sener for at give portrættet det rette udtryk. Det rette udtryk var ikke blot lighed; men en vekselvirkning hvor iagttagelsesevne kombineres med forestillingsevne. Således udtalte han, at en stor kunstner udvisker grænsen mellem virkelighed og fantasi. Hans mål var, at vi gennem portrættet kom ind bag den portrætterede og kunne føle hans angst, glæde, sorg – og gennem portrættet aflæse en handling.

Selv har jeg forsøg at gengive følelser i dette portræt. Du kan jo selv beskrive, hvilke følelser du fornemmer - og prøve at forestille dig en historie, der ligger bag maleriet. Som hjælp kan jeg fortælle, at jeg har foræret det til min mand. 

Portræt af kvinde

Ud over at Leonardo Da Vinci gav eftertiden et nyt syn på måden at portrættere på, havde han også fokus på lys og skygge. Han sagde at: ”Skygge er det middel, hvormed legemer viser deres form”, hvor brug af skygge ses som nøglen til at opbygge tredimensionelle former. Desuden er hans maleri af Mona Lisa et perfekt eksempel på sfumato-metoden, hvor man udvisker konturerne. Fra min tid på Kunstskolen kan jeg huske, at vi altid fik at vide, at vi ikke måtte tegne konturer, men skulle bruge skygger og bløde linjer til at gengive en form. Dette gælder fortsat for nogle typer af portrætter, men med ekspressionismen og senere den abstrakte kunsts indtog er disse regler for nogle typer af portrætter helt ophævet.

Malerier af kvinder 

Man udtrykker således noget af sig selv i værket. Det gør jeg også, når jeg maler billeder af dansere, personer, menneskekroppe, kvinder oma. Jeg har også helt klart lettere ved at male kvinder. Dels fordi jeg selv er kvinde – og nok også fordi, det er langt lettere at få kvindelige modeller, når man maler croquis, så det har jeg langt større øvelse i. Jeg har derfor selv tegnet meget croquis. Jeg elsker hastigheden, de hurtige bevægelser – og meget hurtige beslutninger. Man må male intuitivt. Det vigtigste er nok, at man tvinges til at tegne, det man ser. For selv om vi alle ved, hvordan menneskekroppen ser ud – er iagttagelsen af den nøgne krop vigtig for at øve sig i at tegne. Og for at tegne, hvad man ser – og ikke hvad man tror, man ser. Dette er et af hovedbudskabet i bestselleren af Betty Edwards: At tegne er at se

Noget som jeg synes har været lærerigt, berigende og sjovt, når jeg har malet croquis er, at tegningerne og stilen er så utrolig forskellig fra person til person. Det er meget interessant at se de andres tegninger – og høre deres bevæggrund for, hvorfor de har fokuseret på netop dette.

Malerier med krop og sjæl

Også Leonardo Da Vinci var en mester indenfor det tegnetekniske af menneskekroppen. Hans anatomiske tegninger er fantastiske – både stor kunst og meget korrekt. Dem har han udført ved at dissekere lig i kælderen på datidens hospitaler – uden ordentlig nedkøling og udluftning. Men netop disse studier har givet eftertiden mange nyttige oplysninger – både indenfor tegning, men også inden for menneskekroppen. Han var optaget af at tegne både efter virkeligheden, men også af at tilføre sin tegning en historie eller sjæl. Selv sagde han, at en god maler i grove træk må beslutte lemmernes position, men det er ikke nok. Kunstneren må også forholde sig til, om bevægelserne passer til sindstilstanden hos den person, de afbilder. Således lægger han ikke kun vægt på at gøre tegningen korrekt, men også indfange sindstilstanden – og formidle følelser ud fra kroppens holdning. Jeg gør dette gennem bevægelse, former og ikke mindst farvevalg. Som kunstner er det interessant at tegne den menneskelige krop, da det giver mulighed for at studere farver, proportioner, balance, rytme og bevægelse, men helhedsindtrykket skal dannes ud fra en blanding af modellens ydre, proportioner, balance og bevægelse – og som Leonardo ville tilføje personens sindstilstand.

Farverige abstrakte malerier af mennesker

Jeg kan ikke male som Leonardo. Det er nok de aller færreste, der kan måle sig med ham. Han malede på sine malerier i årevis og malede om og om igen – og dissekerede over 30 lig, for at få detaljerne i sine skitser så korrekte som muligt. Selv er jeg mere til croquis, de hurtige strøg, de hastige beslutninger og udeladelse af detaljer med fokus på det centrale. Det synes jeg, giver maleriet af mennesker et levende udtryk. Og mine malerier af mennesker er mere farverige, abstrakte og organiske.

Her er jeg også blevet inspireret af flere at vores store moderne malere som fx Pablo Picasso. Hans kvinder er frodige og erotiske. Han bruger skarpe streger – ja nogle gange er det kubistisk ja nærmest abstrakt– og opfordrer til, at man bl.a. ser de lige streger på kroppen.

Desuden er Matisse runde og organiske og farvemættede udtryk i hans kvinder helt fantastiske. Jeg kigger fx ofte på maleriet ”Dansen”, som jeg finder dybt fascinerende – og som igen og igen kan inspirere mig, når jeg maler mennesker.

Absstrakt maleri af dansende kvinder

Jeg har også studeret Japansk kunst – lige som så mange andre vestlige kunstnere. Det er specielt Shijoskolen, som tager udgangspunkt i de japanske tuchmalerier og samtidig inkluderede elementer af vestlig realisme. Her er mange skønne personer fra Edoperiodens storbyer med skildring af forlystelseskvarterer. De har en meget enkel streg – og igen viser de store personligheder på en ganske enkel måde – og med en yderst fræk beskæring.

Dette fører til et andet af mine forbilleder – nemlig Gauguin. Han var også meget inspireret af japanske træsnit og japansk kunst. Jeg har faktisk malet et maleri, hvor jeg netop har hans kvinder fra Haiti i tankerne, som både er naivt, erotiskt og udstråler selvværd.

Maleri af kvinde - inspireret af Gaugain

Lad mig derfor slutte med en opfordring. Vil du gerne selv i gang med at male – så er croquis et godt sted at begynde - også hvis du vil male abstrakt.